2012 EUs annus horribilis

2012 blev året hvor ulykkerne for alvor væltede ned over EU og i særklasse eurozonen. Et regulært annus horribilis – et rædselsår.

Den græske krise udviklede sig til krisen der ikke ville dø, Spanien kom i alvorlig knibe, portugiserne måtte bede om hjælp, den italienske økonomi er ikke for køn og flere og flere peger på, at den franske økonomi reelt er en kolos på lerfødder – og formandslandet Cypern meldte sig i gruppen af vaklende økonomier. Det affødte naturligvis en voldsom uro i mange lande, med store demonstrationer og blodige sammenstød mellem politi og demonstranter – og en yderligere opblomstring af de politiske yderfløje, med græske Gyldent Daggry som en af de mest ubehagelige partier.  Dertil alle de sædvanlige sager med svindel og misbrug af EU midler. Den uendelige historie om rejsecirkusset, når parlamentet 12 gange årligt pakker ned og rejser fra Bruxelles til Strasbourg, er også en del af billedet.

Oven i alt dette kom der krisemekanismer, kontrolsystemer, finansunioner, oplæg til mere og mere politisk integration, briterne, der trækker sig mere og mere tilbage, amerikanske kreditvurderingsbureauer, der i praksis udsteder selvopfyldende profetier op til næsten hvert eneste EU-topmøde. En samlet arbejdsløshed der stiger, med Spanien og Grækenland som nogle af de hårdest ramte.

Det er blot nogle af de mange negative begivenheder og forløb, som er med til at gøre 2012 til et rædselsår for EU. Det kan let skygge for nogle af de mange glimrende ting, som også var 2012. Der var eksempelvis enighed om at skyde det store rammeprogram for forskning og udvikling i gang – det er det, der hedder Horizon 2020 og som råder over hele 735 milliarder euro. Der var en klimapolitik, der holdes i live – ikke prangende, men i live. Hvilket i øvrigt skyldes en nærmest heroisk indsats fra det danske medlem af EU kommissionen, Connie Hedegaard.

I afdelingen for de ting der lykkedes, er også de mange og voldsomt dyre hjælpepakker fordi det faktisk lykkedes, at håndhæve princippet om at man skal bidrage til fællesskabet. Til gengæld er det helt rimeligt at diskutere den måde som hjælpepakkerne blev skruet sammen på – med et ensidigt fokus på nedskæringer i de offentlige budgetter og krav om lettelser i skatten – eller som  minimum ingen stigninger. Dermed havde man skabt en situation, der ikke ligefrem befordrede væksten. Når det blev så ensidigt et økonomisk fokus, skyldes det den stærkt konservative tilgang til problemet. En tilgang der baserer sig på en tyrkertro på, at bare profitmulighederne forbedres, så kommer væksten af sig selv. Her må man konkludere, at det ikke holder vand – i hvert fald ikke som  krisemedicin. Det er afprøvet i virkelighedens laboratorium.

På plussiden tæller også EU begyndte at diskutere landbrugsstøtten som et aktivt redskab – altså at bruge støtten til at skabe bæredygtigt og miljøvenligt landbrug. En proces er i hvert fald sat i gang.

På plussiden tæller også at det lykkedes, at få langt de fleste lande med på et fælles banktilsyn. Når det tæller med på plussiden skyldes det naturligvis, at det i sig selv er en indrømmelse af, at bankerne har optrådt fuldkommen uansvarligt og været drevet af en destruktiv grådighed i hele kriseperioden – samt erkendelsen af at netop den finansielle sektor, har sin  store andel i at krisen overhovedet opstår.

På plussiden skal man bestemt også medtage at EU – trods krisen – faktisk arbejder videre på alle de øvrige områder, støt og roligt – nok lige lovligt roligt nogle gange.

 

Samtidig er det værd at notere, at der udover den almindelige – eller det rigtige ord vel i realiteten u-almindelige – krisepolitik, faktisk har været en del gang i det politiske værksted – for eksempel den tyske udenrigsminister Westerwelles studiekreds, der pegede på den fuldkomne integration med både hær, FN repræsentation osv. Eller EU kommissær Viviane Redings tanker om, at kommissionsformanden reelt skulle være præsident, til de senere tanker om en helt generelt stærkere politisk og økonomisk union.

Om man kan lide tankerne eller ej, er en anden diskussion. Det er under alle omstændigheder godt, at det bliver en offentlig debat og at det er en debat, der kræver stillingtagen.

 

Det tælle bestemt også med på plussiden, at EU i det snart forgangne år har markeret sig tydeligt og markant i forhold til krænkelser af menneskerettighederne, fra støtten til både Pussy Riot og Julia Timosjenko over bestræbelserne på at støtte de demokratiske kræfter i både de palæstinensiske områder og de uro-plagede arabiske stater, til den netop uddelte Sakharov-pris, der støtter demokratiforkæmpere i Iran.

 

Positivt er det også, at man på EU-niveau har villet gøre mere for at beskytte ofre for kriminalitet på tværs af grænserne – her var det triste faktisk at det ikke kommer til at omfatte Danmark. Her stiller retsforbeholdet sig i vejen.

 

På hjemmebanen kan man også glæde sig over et dansk EU formandskab, der fungerede ret gnidningsfrit og som sikrede kontinuiteten i arbejdet – uden at det dog var en ligefrem prangende indsats.

Tilsvarende er det også været at lykønske de danske EU-modstandere med at den debat stadig er i live – uanset om man er enig eller ej. Det er nemlig med til at sikre at tidens vigtigste debat ikke sygner hen.

 

Skidt er det derimod, at EU ikke for alvor satte Ungarns ret reaktionære præsident Victor Orban på plads. Hans stramninger lever fortsat, både på det elementært demokratiske niveau og i forhold til ytringsfriheden.

 

Skal man forsøge at sammenfatte  året i en enkelt sætning må det være denne ”EU lever og har det efter omstændighederne godt” – at man så ind i mellem kan se billedet for sig at den søndertævede og værkbrudne patient, der bliver spurgt om det gør ondt, hvor svaret er ”Kun når jeg griner”.