Held og lykke til cyprioterne

I absolut sidste øjeblik blev Cypern reddet fra den truende statsbankerot. Det så ellers sort ud, da det cypriotiske parlamentet afviste det første udkast til en hjælpepakke. Her var en af de helt store sten på vejen den engangsskat på bankindskud, der var lagt op til.

Når engangsskatten i den grad blev en hurdle, skyldes det at den i voldsom grad ville ramme den almindelige borger. I Cypern er der en relativt stor privat opsparing, fordi de fleste selv sparer op til deres pension, frem for gennem store pensionsselskaber, sådan som vi kender det herhjemme.

Det krav udløste voldsomme protester fra både parlamentarikere og den almindelige borger. Synspunktet i befolkningen var at det ville være urimeligt at tage den almindelige borgers opsparing – netop fordi de ingen indflydelse har haft på krisen. Dertil kommer at en sådan skat vil svække tilliden til de indskydergarantier som EU bakker op om. Det er alvorligt, ikke blot for den enkelte småsparer, men faktisk for hele banksektoren,

Således har den amerikanske nobelpristager Paul Klugman kritiseret engangsskatten og den tyske  økonom Peter Bofinger har kaldt skatten for direkte farlig.
– Inddragelsen af småsparere er højest farlig. Den ryster investorers tillid på hele kontinentet. Europas borgere må nu frygte for deres penge,« sagde han i et interview med Spiegel.de

Det ser ud til at netop disse argument har vundet gehør hos Den Internationale Valutafond(IMF) og eurozonens finansministre. Engangsskatten er pilet ud af hjælpepakken på 10 milliarder euro.

Til gengæld bliver den cypriotiske  Laiki-bank øjeblikket opløst og efterfølgende delt op i to – en god og en dårlig, hvor det er meningen at den dårlige bank skal lukkes ned indenfor en kortere tidsramme. På sin vis en konstruktion, som vi kender med den danske Finansiel Stabilitet, der har overtaget forpligtelserne i de banker, der gik ned.

Dermed griber finansministrene og IMF meget dramatisk ind i bankverdenen, og deri ligger også en klar markering af at netop den finansielle sektor har spillet en afgørende rolle i at der overhovedet kom en finanskrise.

Det er i sig selv tankevækkende at eurozonen og IMF endelig er kommet til den erkendelse – og ikke mindst at de langt om længe er rede til at drage konsekvenser af denne erkendelse.

Den gode del af banken vil blive en del af Cyperns største bank ”Bank of Cyprus” – i praksis betyder det, at indskud på under 100.000 euro placeres her – det svarer til indskydergarantien. Indskud på mere ned 100.000 euro vil blive indefrosset i den dårlige bank, og vil blive brugt til at afvikle gæld. Det rammer de rige kunder, herunder en meget stor gruppe rige russere, der har brugt Cypern som en slags skattely.

Nye toner i krisepolitikken!

EU-Parlament forkaster budgettet – dansk rabat igen i spil

Europa-parlamentet har nu forkastet det budget som stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd fik sig forhandlet frem til i begyndelsen af februar – det var det budget, der skulle give Danmark en milliard i rabat på kontingentet.

I resolutionen fra Europa-parlamentet hedder det blandt andet at budgettet ikke lever op til  ”EU-parlamentets prioriteter og bekymringer.”

Det er ikke overraskende at parlamentet vender tommelfingeren ned af til det 7.428 milliarder kroner store budget. Parlamentet havde på forhånd meddelt at de ønskede et større budget, blandt andet med henvisning til de mange opgaver der skal løses indenfor eksempelvis forskning og udvikling, europæisk jobskabelse og en stærkere indsats for at skabe vækst i Europa.

Parlamentet skal ikke regne med at de får flere penge at arbejde med, men man kan sagtens forestille sig at Det Europæiske Råd vil være velvilligt indstillede overfor et ønske om at det skal være lettere at flytte rundt på pengene internt i budgettet.

Parlamentet kræver desuden at budgettet skal have en midtvejs-revision – budgettet gælder for en syvårig periode. Derved sikrer man at det nye parlament, der vælges til næste år, også kan få indflydelse på budgettet.

Et andet centralt krav fra parlamentet er, at landene faktisk skal betale deres regninger til tiden. Et krav der ikke er helt så selvfølgeligt som det umiddelbart kunne lyde. En del lande skubber rundt på betalingerne, først og fremmest af hensyn til egne nationale økonomier.

For Danmark indebærer parlamentets beslutning om at forkaste budgettet, at den berømte rabat på en milliard igen er i spil. Når stats- og regeringslederne nu skal gennemgå  budgettet nok engang, kommer rabatterne med sikkerhed i spil igen. Dermed er der en reel usikkerhed om, hvorvidt det vil være muligt at fastholde den danske rabat – og ikke mindst at sikre at der bliver tale om en reel milliard, og ikke bare en mindre stigning i kontingentet. Det kludetæppe af studehandler, korridor-diplomati og lokumsaftaler, der sikrede rabatten er ikke stærkere end at et kan brydes op igen.

Alene det, at der kan rejses tvivl om den danske rabat er et problem for den danske regering, der jo allerede har brugt pengene i forbindelse med skattereformen.

 

Hofnarren og skamløshedens fyrste.

Italiens politiske situation efter det netop overståede valg er en helt særegen blanding af ingenting og alting. Uanset synsvinkel er det svært at finde det politiske rationale, der skal få tingene i bevægelse og sikre, at støvlelandet kan føre politik igen. Føre en politik, der både sikrer den italienske befolkning i kraft af en stabil vækst og lever op til EU og Eurozonens krav om styr på budgetterne og gælden. Det udvikling blev sat i værk af den afgåede premierminister, teknokraten Mario Monti, der tog over, da Silvio Berlusconi mere eller mindre nødtvungent måtte gå af  i november 2011.

Monti fik ikke rette op på den italienske kaotiske økonomi, men han fik taget nogle nødvendige og fremadrettede initiativer. Det kvitterede befolkningen ikke for. Valget resulterede i at Berlusconis højrefløjsblok fik et overraskende godt valg med 29,18 procent af stemmerne –  marginalt mindre end socialisten Pier Luigi Bersanis 29,54 procent til venstrefløjskoalition.  Dertil kommer at komikeren og klovnen Bebe Grillo sikrede Femstjernebevægelsen ca. hver fjerde stemme. Grillo kan bedst beskrives som en klon mellem Jakob Haugaard og Mogens Glistrup. Montis Centrum-koalition måtte erkende et svidende nederlag med blot lidt over 10 procent.

Det resulterer i en, selv for Italien, ualmindelig mudret situation.

Berlusconi maner til refleksion – hvilket i virkeligheden var et forsøg på at invitere Bersani til forhandlinger om en regeringskoalition – hvilket Bersani pure afviser.

Grillo har tilsvarende meddelt at hans Femstjernebevægelse ikke indgår i nogen koalition overhovedet. Det havde Bersani ellers lagt op til. Grillo sagde blandt andet at han ” … vil ikke give nogen tillidserklæring til Det Demokratiske Parti (eller nogen andre). Den vil stemme på de love, der stemmer overens med dens program uanset, hvem der fremsætter dem.”

Her er problemet at ingen i virkeligheden ved hvad Grillos Femstjernebevægelse egentlig vil.

Set i europæisk perspektiv er den italienske situation helt uholdbar, navnlig hvis det bliver Grillos folk der bliver udslagsgivende. Her er for eksempel dem samlede finanspolitik fra Grillos Femstjernebevægelse:

»Reduktion af den offentlige gæld gennem kraftige indgreb over for statens udgifter gennem beskæring af spild og indførsel af ny teknologi, som giver borgerne direkte adgang til informationer og tjenester uden mellemmænd.«

 

Når Grillo bliver bedt om at forklare sig lidt mere, bliver klarheden i politikken bestemt ikke større:

 

”Lad os diskutere – lad os diskutere gælden. Vi bliver kvalt af gælden. Vi betaler 100 milliarder i renter på 2.200 milliarder i gæld. Vi er nødt til at finde en løsning, som jeg ikke har, men vi vil diskutere det, vi vil diskutere med de bedste økonomer, som vi også har i vores bevægelse, vi vil diskutere det faktum, at gælden er ved at æde vores liv.”

 

Bebe Grillo meddeler således at han er klar over at der er et problem, og åbenbarer samtidig at han og hans bevægelse ikke aner, hvad de skal stille op med det.

 

Situationen minder faktisk meget om begyndelsen på den  særlige italienske maskeradekomedie, Commedia dell’arte, der opstod da der i 1500 tallet kom mange nye italienske dramatikere, der sprøjtede komedier ud. Problemet var, at man ikke havde et egentligt teater. Tidligere havde adelen opført små teaterstykker for hinanden. Det betød at hofnarrene fik en yderst central rolle, og det blev omkring dem, at de nye commedia dell’arte trupper voksede frem. Et særkende for commedia dell’arte er, at der er faste karakterer i stykkerne, fra de unge elskende over snylterne og de besiddende til Harlekin.

 

Hvis man vil parafrasere til moderne forhold, kam man passende sætte skamløshedens fyrste, Silvio Berlusconi ind som en af de besiddende(den klassiske commedia dell’arte karakter er Pantalonen, som var gammel, rig og liderlig) og se Grillo som hofnarren eller Harlekin, der som bekendt er dum og lidt tåbelig – manden der tænker med armene, eller bare tænker højt – altså taler før der er blevet tænkt.

 

Det er selvfølgelig politisk set ubrugeligt i forhold til EU og Eurozonen. Her kræver man både politiks sammenhæng og ikke mindst økonomisk styring – ganske vist ikke i samme grad som da man begyndte at stille krav til grækerne; i dag spiller vækstfaktorerne også ind.

Grillo har ingen sammenhængende politik, og Berlusconi vil i det omfang han har magt til det, fortsætte med en politik der udelukkende er langt an på at beskytte ham selv og i øvrigt favorisere de rigeste – og frem for alt undgå at betale skat.

 

Det er i det lys, man skal se eksempelvis den tyske socialdemokratiske kanslerkandidat Peter Steinbrücks kommentar om at italienerne har valgt to klovne. En kommentar som ikke er blevet nådigt modtaget i Italien.

En ting er sikkert, EU holder skarpt øje med Italien og med en betydelig skepsis.

 

Kommer der ikke styr på både den overordnede politiske situation og ikke mindst den italienske økonomi – eller i det mindste politiske beslutninger der peger frem mod en stabil udvikling, så kan euroen stå overfor en ny krise, der ikke blot er økonomisk men i mindst lige så høj grad er politisk.

Merkel flirter med de tyske socialdemokrater

Når de tyske vælgere går til valgurnerne ved valget til Forbundsdagen  d. 22. september i år, vil det med al sandsynlighed betyde to ting: Angela Merkel fortsætter som kansler og politikken bliver ændret i en mere socialdemokratisk retning. Det vil få væsentlig betydning for EU politikken, da netop den tyske retning spiller så afgørende en rolle.

Det er allerede blevet testet efter at den konservative Nicolas Sarkozy måtte se sig overbevisende slået af den franske socialdemokrat Francois Hollande. Umiddelbart efter det valg, kunne man se de første ændringer i EUs økonomiske politik. Hvor den hidtidige kurs stort set alene betød fokus på de offentlige udgifter i medlemslandene – her forstået som krav om slankere budgetter – kom vækst og jobskabelse med i pakken. Vel at mærke som en aktiv del og ikke passivt, som under Merkozy. Der var tankegangen at blot statens udgifter var lave og skatterne lave, ville resten komme af sig selv. Hollande bebudede at både EU og medlemsstaterne skulle gøre en ekstra indsats for at skabe nye jobs – og han kom også til dels i gennem med tankerne.

Hvis det tyske valg til Forbundsdagen ender med et samarbejde mellem Merkels CDU og de tyske socialdemokrater i SPD, vil det helt sikkert forstærke denne udvikling. Dermed vil en mangeårig konservativ dominans i EU være brudt, i hvert fald på ministerrådsniveau – og det vil formentlig også gøre sig gældende med både den kommende EU kommission og  valget af ny EU præsident.

Når det er sandsynligt, at Merkel vil søge samarbejde med SPD, frem for med den hidtidige partner i det liberale FDP, skyldes det blandt andet det nylige valgnederlag ved delstatsvalget i Niedersachsen. Her måtte CDU og FDP afgive magten til socialdemokraterne og De Grønne. Det viste med al tydelighed at tyskerne ikke har den store tillid til den borgerlige politik – men til gengæld kan de godt lide Merkel.

I det ansete tyske dagblad Frankfurter Allgemeine kunne man i begyndelsen af januar se en meningsmåling, der viste at 44 procent af CDUs vælgere faktisk stemte på partiet på grund af Merkel – blot 7 procent angav den førte politik som årsagen. Det er naturligvis ikke holdbart, og derfor skærper CDU nu den sociale profil og smiler inviterende til SDP. Det kan meget vel ende med en bred regeringskoalition mellem  kristendemokraterne og socialdemokraterne.

Med en sådan korrektion, for det er trods alt for meget at tale om et decideret kursskifte, er der lagt op til blandt andet en stærkere kontrol med bankerne og hele den finansielle sektor. Det er en tankegang der uden tvivl vil finde bred opbakning i hele EU-systemet. Her er man allerede nu meget langt med en skat på finansielle transaktioner, og det er ved at være kørt ind at ensidige nedskæringskrav uden initiativer, der kan sikre vækst og job, ikke har nogen gang på jorden.

Et egentlig kursskifte kan man først tale om, hvis den samme tendens slår igennem ved valget til Europa-parlamentet til næste år. Det vil helt sikkert være med til at lægge pres på den nye kommission, der skal sammensættes inden 2015.

 

 

Cameron blæser med munden fuld af mel

Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden – men det ser ud til at det er denne specielle øvelse, som den britiske premierminister David Cameron er i gang med. Han forsøger at gøre kunststykket, på samme tid at ville være med i EU, og så alligevel ikke. Derfor skal briterne stemme om EU – et valg der reelt bliver et ja eller nej til EU. Når det bliver en ja-nej afstemning, på trods af Camerons ønsker om at forblive en del af EU, skyldes det at præmissen er urealistisk – men mere om det senere.

”For os er EU et middel til at nå et mål. Velstand og stabilitet, forankringen af friheden og demokratiet både i og udenfor EU. EU er ikke et mål i sig selv. Jeg vil ikke have at vi lukker os selv inde og flygter fra verden. Jeg går ikke ind for isolation, men jeg går ind for en bedre aftale for Storbritannien, men ikke bare en bedre aftale for Storbritannien. Jeg vil også have en bedre aftale for Europa. For det første betyder Eurozonens problemer grundlæggende forandringer i hele Europa. For det andet har vi en konkurrence-mæssig krise fordi andre nationer overhaler os. For det tredje er der en kløft mellem  EU og dets indbyggere som er vokset dramatisk de seneste år, og som repræsenterer en mangel på demokratisk ansvarlighed og fælles samtykke. (…)Hvis ikke vi møder disse udfordringer risikerer vi at Europa fejler, og at det britiske folk drives mod udgangen. Det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker at EU bliver en succes, og jeg ønsker en aftale mellem Storbritannien og EU, som bevarer os som medlem.”

Ovenstående er en hurtig oversættelse af en del af den britiske premierminister David Camerons tale. Den tale, hvor han så at sige slipper katten ud af sækken og lover, at briterne kan komme til en ny afstemning, der er for eller i mod EU. Camerons grundlæggende pointe er, at det skal være markedskræfterne der råder, og at EU først og fremmest skal sikre frihandel og det frie indre marked. Altså ingen fælles politik-områder bortset fra de dele, der alene handler som markedet – og her med det udgangspunkt, at der ikke er behov for markedsregulering, men derimod plads for de frie markedskræfter. Med andre ord nærmest en skærpet kopi af Margaret Thatchers nykonservative ideologi.

Cameron siger, at der ikke er behov for særligt mange regler på tværs af grænserne, og han vender sig direkte mod fælles regler for arbejdstid, arbejdsmiljø og miljøet i almindelighed, velfærd og social ansvarlighed. Cameron ønsker også, at EU blander sig uden om den finansielle markedsplads – det skal konkurrencen nok selv regulere, er det nykonservative og egentlig næsten ultraliberalistiske synspunkt.

Navnlig det sidste bør kunne få temmelig mange op af stolene – også mange af dem, der normalt melder sig i koret af EU kritikere eller modstandere. Langt de fleste har for længst erkendt, at netop bankerne og finanssektoren i bredere forstand, i høj grad har været medvirkende årsag til den krise, der hærger det meste af den vestlige verden i disse år. Den finanskrise, der i den grad har fejet benene væk under mange af de sydeuropæiske lande – den krise, der frygtes også at hærge det store og magtfulde EU-land Frankrig.  Den krise, som betyder at Spaniens ungdomsarbejdsløshed på blot et par måneder er vokset fra 50 procent til 60 procent.

Navnlig for de EU skeptikere og modstandere, der har sine rødder i venstrefløjsmulden må blive voldsomt udfordret: Her står vi med en erklæret ultrakonservativ premierminister, der i den grad ønsker at lade kapitalen, markederne og de store finansielle institutioner styre – og derfor vil han have reduceret EUs indflydelse. Altså det stik modsatte af hvad venstrefløjen ønsker, og det stik modsatte af hvad der diskuteres i både EUs ministerråd og EU kommissionen. Her taler man blandt andet om regulering af bankerne og finanssektoren, her tales om en skat på finansielle transaktioner og her tales om at den finansielle sektor skal betale tilbage til fællesskabet – sådan som EU præsident Hermann van Rompuy flere gange har formuleret det – med støtte fra formanden for EU-kommissionen Jose Manuel Barroso.

Det er pudsigt, at det der på den danske venstrefløj og et stykke ind i Socialdemokraternes rækker, faktisk ofte formuleres synspunkter, der går på at EU er kapitalens højborg. Det   er ikke et synspunkt, der finder opbakning hos den konservative britiske premierminister. Nærmest tværtimod.

Det bliver spændende at se, om den danske venstrefløj fortsat vil markere en EU-modstand, der reelt vil bakke op om Camerons tanker.

Nu skal briterne så til stemmeurnerne og det bliver med sikkerhed et tæt løb. EU skepsis’en er stor i Storbritannien og det højrepopulistiske parti UKIP nyder fremgang i disse år. Langt de fleste er af den opfattelse at et britisk nej til EU som det ser ud i dag, er en enkeltbillet ud af fællesskabet – en konsekvens som David Cameron ikke umiddelbart vil være begejstret for, da det han reelt ønsker en genforhandling af Storbritanniens medlemskab, således at man fortsat kan være medlem af EU. Det kommer næppe til at ske.

Det vil forudsætte at de øvrige lande også får mulighed for frit at kunne botanisere og vælge de elementer ud, som de kan lide og sige ”nej tak” til resten. Det vil en Angela Merkel, og en Francois Hollande ikke kunne leve med.

Den franske udenrigsminister Laurent Fabius har udtrykt på denne måde ” Vi ønsker, at Storbritannien kan give positive bidrag til EU. Men forestil jer, at EU var en fodboldklub: Når man først har meldt sig ind i klubben, så kan man ikke bagefter komme og sige, at man vil spille rugby.”

Formanden for EU parlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schultz på peger at der ikke er behov for at sidde og fedte med traktater og genforhandlinger. Der er brug for vækst og jobskabelse. Og det arbejde burde Storbritannien hellere engagere sig i, lyder meldingen fra parlamentsformanden.

Dertil kommer at der ikke i EU, hverken i ministerrådet, kommissionen eller parlamentet er nogen synderlig stor velvilje overfor briterne.  De øvrige lande har længe været trætte af de fodslæbende briter – mange opfatter dem ligefrem som usolidariske  og selvoptagne.

Man skal være både politisk blind og døv for ikke at forstå, at imødekommes briternes krav, så er de øvrige EU lande der kommer til at betale, både politisk og økonomisk. Det kan man ikke tillade – og det vil heller ikke være rimeligt.

EU erkender ansvar – vil give unge jobgaranti

Ungdomsarbejdsløsheden er et af de største problemer i EU. I Spanien er over halvdelen af alle unge under 25 år uden arbejde, og tallene stiger i både Grækenland og Italien, ligesom man i de fleste andre EU lande oplever en stigning i arbejdsløsheden blandt unge.

Det skal der gøres noget ved, mener man i EU. I december var EU kommissionen ude med et forslag om ungdomsgaranti, der skal sikre at alle unge arbejdsløse for et tilbud om job efter fire måneders ledighed.  Dette forslag har nu fået støtte fra Europa-parlamentet der  d. 16. januar med stort flertal vedtog en resolution, der kræver at unge tilbydes enten et job, en praktikplads eller en uddannelse hvis ledigheden varer længere end fire måneder.

Det er selvfølgelig oplagt at der skal gøres noget for de unge, der risikerer at blive så marginaliserede at de aldrig for alvor vil kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet. Dels er det samfundsøkonomisk en ualmindelig skidt forretning. Disse mennesker kommer til at koste milliarder i årene fremover. Menneskeligt er det tilsvarende en katastrofe. Unge der aldrig får en uddannelse, aldrig får et job eller måske står med en uddannelse, men ikke får mulighed for at bruge den, vil aldrig kunne etablere sig på almindelige vilkår. Dermed er der tale om yderligere marginalisering og opbygning af social armod.

Problemet er, at mange af de lande, der har den højeste arbejdsløshed, også er de lande, hvor der er færrest penge at gøre godt med. Ingen forventer vel for alvor, at Spanien selv vil kunne finde de milliarder, der er nødvendige for at finansiere en ungdomsgaranti – grækerne kan ehller ike, om italienerne kan er yderst tvivlsomt – og på bare lidt længere sigt vil det sikert også volde franskmændene stort besvær. Og så taler vi slet ikke om den håndfuld at Østeuropæiske lande, der tår lige på kanten af den økonomiske afgrund.

Derfor skal EUs socialfond være med til at finansiere garantierne. SFs Emilie Turunen forestiller sig at man skal øremærke mindst 25 procent af fondens penge til formålet.

Det er selvfølgelig godt og rigtigt at gøre noget i forhold til ungdomsarbejdsløsheden, og det er også godt og rigtigt at kræve at det skal finansieres af det store fællesskab i form af  EUs socialfond.

Når det alligevel skurrer en anelse fælt, skyldes det at en del af årsagen til at arbejdsløsheden vokser eksplosivt i navnlig kriselandene, netop er EUs særdeles skrappe betingelser for at yde krisehjælp.  Betingelser der i de første par år af krisebekæmpelsen ganske ensidigt forholdt sig til de offentlige budgetter og skattepolitikken. Her var der tale om en politik der baserede sig på rene konservative dyder – eller man fristet til at sige rene konservative trylleformularer: Lave offentlige budgetter og lavere skatter er det, der får samfundets hjul i gang, og så kommer resten af sig selv. Det var Merkozy-doktrinen,  der blev tromlet i gennem af den tyske kansler Angela Merkel og den daværende konservative franske præsident Nicolas Sarkozy. Det vakte vrede og voldsom modstand og fik de grønnes Daniel Cohen-Bendit til at geråde i et frådende raseri, hvor han omtalte EU kommissionen som neoliberalistiske talibanere, og hvor den tyske Socialdemokrat Hannes Swoboda skarpt kritiserede både kommissionen, ministerrådet og Den Europæiske Centralbank for fuldkommen at overse de sociale dimensioner i krisebekæmpelsen. Afmontering af det sociale samfundssyn kaldte han det.

Sarkozy, Merkel og kommissionsformand Barroso afviste, let irriteret disse indvendinger, og det fastholdt de, selvom flere fremtrædende økonomer og tænketanke adskillige gange påpegede at nedskæringer uden initiativer der kunne skabe vækst og job, kun ville gøre tingene værre.

Det fortsatte frem til det franske præsidentvalg, hvor der skete et vigtigt magtskifte. Sarkozy tabte valget og den nye præsident blev socialisten Francois Hollande – der hele tiden fastslog at der skulle skabes vækst, hvis krisen skulle bekæmpes. Siden er der kommet vækstpakker og nu altså et forslag om en delvist EU-finansieret ungdomsgaranti.

Man kan undres over at der skulle gå så mange år, før nogen for alvor forstod, at EU naturligvis har et ansvar for den ungdomsarbejdsløshed der vokser voldsomt i disse år, og derfor selvfølgelig også har et ansvar for at bekæmpe den.

Men OK, bedre sent end aldrig.

 

2012 EUs annus horribilis

2012 blev året hvor ulykkerne for alvor væltede ned over EU og i særklasse eurozonen. Et regulært annus horribilis – et rædselsår.

Den græske krise udviklede sig til krisen der ikke ville dø, Spanien kom i alvorlig knibe, portugiserne måtte bede om hjælp, den italienske økonomi er ikke for køn og flere og flere peger på, at den franske økonomi reelt er en kolos på lerfødder – og formandslandet Cypern meldte sig i gruppen af vaklende økonomier. Det affødte naturligvis en voldsom uro i mange lande, med store demonstrationer og blodige sammenstød mellem politi og demonstranter – og en yderligere opblomstring af de politiske yderfløje, med græske Gyldent Daggry som en af de mest ubehagelige partier.  Dertil alle de sædvanlige sager med svindel og misbrug af EU midler. Den uendelige historie om rejsecirkusset, når parlamentet 12 gange årligt pakker ned og rejser fra Bruxelles til Strasbourg, er også en del af billedet.

Oven i alt dette kom der krisemekanismer, kontrolsystemer, finansunioner, oplæg til mere og mere politisk integration, briterne, der trækker sig mere og mere tilbage, amerikanske kreditvurderingsbureauer, der i praksis udsteder selvopfyldende profetier op til næsten hvert eneste EU-topmøde. En samlet arbejdsløshed der stiger, med Spanien og Grækenland som nogle af de hårdest ramte.

Det er blot nogle af de mange negative begivenheder og forløb, som er med til at gøre 2012 til et rædselsår for EU. Det kan let skygge for nogle af de mange glimrende ting, som også var 2012. Der var eksempelvis enighed om at skyde det store rammeprogram for forskning og udvikling i gang – det er det, der hedder Horizon 2020 og som råder over hele 735 milliarder euro. Der var en klimapolitik, der holdes i live – ikke prangende, men i live. Hvilket i øvrigt skyldes en nærmest heroisk indsats fra det danske medlem af EU kommissionen, Connie Hedegaard.

I afdelingen for de ting der lykkedes, er også de mange og voldsomt dyre hjælpepakker fordi det faktisk lykkedes, at håndhæve princippet om at man skal bidrage til fællesskabet. Til gengæld er det helt rimeligt at diskutere den måde som hjælpepakkerne blev skruet sammen på – med et ensidigt fokus på nedskæringer i de offentlige budgetter og krav om lettelser i skatten – eller som  minimum ingen stigninger. Dermed havde man skabt en situation, der ikke ligefrem befordrede væksten. Når det blev så ensidigt et økonomisk fokus, skyldes det den stærkt konservative tilgang til problemet. En tilgang der baserer sig på en tyrkertro på, at bare profitmulighederne forbedres, så kommer væksten af sig selv. Her må man konkludere, at det ikke holder vand – i hvert fald ikke som  krisemedicin. Det er afprøvet i virkelighedens laboratorium.

På plussiden tæller også EU begyndte at diskutere landbrugsstøtten som et aktivt redskab – altså at bruge støtten til at skabe bæredygtigt og miljøvenligt landbrug. En proces er i hvert fald sat i gang.

På plussiden tæller også at det lykkedes, at få langt de fleste lande med på et fælles banktilsyn. Når det tæller med på plussiden skyldes det naturligvis, at det i sig selv er en indrømmelse af, at bankerne har optrådt fuldkommen uansvarligt og været drevet af en destruktiv grådighed i hele kriseperioden – samt erkendelsen af at netop den finansielle sektor, har sin  store andel i at krisen overhovedet opstår.

På plussiden skal man bestemt også medtage at EU – trods krisen – faktisk arbejder videre på alle de øvrige områder, støt og roligt – nok lige lovligt roligt nogle gange.

 

Samtidig er det værd at notere, at der udover den almindelige – eller det rigtige ord vel i realiteten u-almindelige – krisepolitik, faktisk har været en del gang i det politiske værksted – for eksempel den tyske udenrigsminister Westerwelles studiekreds, der pegede på den fuldkomne integration med både hær, FN repræsentation osv. Eller EU kommissær Viviane Redings tanker om, at kommissionsformanden reelt skulle være præsident, til de senere tanker om en helt generelt stærkere politisk og økonomisk union.

Om man kan lide tankerne eller ej, er en anden diskussion. Det er under alle omstændigheder godt, at det bliver en offentlig debat og at det er en debat, der kræver stillingtagen.

 

Det tælle bestemt også med på plussiden, at EU i det snart forgangne år har markeret sig tydeligt og markant i forhold til krænkelser af menneskerettighederne, fra støtten til både Pussy Riot og Julia Timosjenko over bestræbelserne på at støtte de demokratiske kræfter i både de palæstinensiske områder og de uro-plagede arabiske stater, til den netop uddelte Sakharov-pris, der støtter demokratiforkæmpere i Iran.

 

Positivt er det også, at man på EU-niveau har villet gøre mere for at beskytte ofre for kriminalitet på tværs af grænserne – her var det triste faktisk at det ikke kommer til at omfatte Danmark. Her stiller retsforbeholdet sig i vejen.

 

På hjemmebanen kan man også glæde sig over et dansk EU formandskab, der fungerede ret gnidningsfrit og som sikrede kontinuiteten i arbejdet – uden at det dog var en ligefrem prangende indsats.

Tilsvarende er det også været at lykønske de danske EU-modstandere med at den debat stadig er i live – uanset om man er enig eller ej. Det er nemlig med til at sikre at tidens vigtigste debat ikke sygner hen.

 

Skidt er det derimod, at EU ikke for alvor satte Ungarns ret reaktionære præsident Victor Orban på plads. Hans stramninger lever fortsat, både på det elementært demokratiske niveau og i forhold til ytringsfriheden.

 

Skal man forsøge at sammenfatte  året i en enkelt sætning må det være denne ”EU lever og har det efter omstændighederne godt” – at man så ind i mellem kan se billedet for sig at den søndertævede og værkbrudne patient, der bliver spurgt om det gør ondt, hvor svaret er ”Kun når jeg griner”.

 

 

 

Jens Rohde i frit fald

Da Jens Rohde blev valgt til Europa-parlamentet i 2009, gjorde han meget ud af at forklare at han ville være danskernes repræsentant i EU og ikke EUs repræsentant i Danmark. Han ville banke hegnspæle i for at sikre dansk selvbestemmelse. Rohdes fire hegnspæle var for skatteopkrævning i EU, for socialpolitikken og sundhedspolitikken og endelig for skolepolitikken. Siden har han først og fremmest været en supereuropæer, der har talt varmt for en stadig større EU-integration, både politisk og økonomisk.

Man kan til enhver tid diskutere om Jens Rohde har levet op til sine hegnspæls-løfter. Det mener han naturlig nok at han har og på Venstres Landsmøde, hvor Jens Rohde havde set frem til at skulle kåres som Venstres spidskandidat til Europa-parlamentsvalget i 2014, langede han fra talerstolen ud efter Dansk Folkepartis Mortens Messerschmidt, der vedholdende har hævdet at Jens Rohde er løbet fra sine valgløfter. Jeg giver en flaske champagne, hvis  Morten Messerschmidt  kan finde bare et enkelt eksempel, sagde han den gang. Det har Morten Messerschmidt så arbejdet vedholdende på.

Men det var nu ikke hegnspælene, der kom til at gøre rigtig ondt på Jens Rohde. Det var derimod kronik i Berlingske, skrevet  sammen med Erik Boel fra den Danske Europabevægelse.

I kronikken blev der blandt andet slået til lyd for både en politisk og økonomisk union samt en fælles EU-hær. Det blev for meget for venstrefolkene, både dem fra højskole-venstre og dem fra handelshøjskole-venstre. Rohde udskød derefter kåringen til engang næste år.

Nu oplyser Jens Rohde til Berlingske at han i øjeblikket overvejer om han overhovedet vil stille op til Europa-parlamentet.

Han henviser blandet andet til at flere af Venstres folketingsmedlemmer har talt for at han skulle afgive alle tillidsposter, ligesom hans parlamentskollega Anne E. Jensen valgte at pege på Morten Løkkegaard som Venstres nye spidskandidat.

Dermed er der ingen tvivl om at Jens Rohdes politiske karriere er i frit fald. Ikke nok med at han på landsmødet i Venstre blev undsagt af sine egne – Vel at mærke på nogle emner, der  normalt ikke afføder den store kritik fra Venstre-folkene. Problemet var her af mere populistisk art: Venstre skulle ikke nyde noget af at tale for mere EU i en tid, hvor folkestemningen afgørende går den modsatte vej

Landsmødet var slemt for Jens Rohde, og værre blev det, da Anne E. Jensen også undsagde ham og pegede på Venstres tredje medlem af Europa-parlamentet,  Morten Løkkegaard.  Nu var det ikke bare landsmødet, der gerne ville have tid til at sunde sig, nu kom hans egne parlamentskolleger også rendende med blanke knive. At Morten Løkkegaard lavede en ren Fogh og meddelte at han ingen planer har om at stille op, skal man formentlig ikke lægge så meget i.

Man mere end fornemmer at stemningen i Venstres tremandsgruppen i Europa-parlamentet må være mere end almindelig giftig. Det er lige før man får lidt ondt af Jens Rohde.

Direkte valg i EU er et demokratisk problem

En tættere europæisk integration skal følges op med mere direkte demokrati. Det ligger indeholdt i tankerne fra både formanden for EU kommissionen, Jose Manuel Barosso og EU kommissær Viviane Reding, samt senest formanden for Europabevægelsen Erik Boel og Venstres Jens Rohde.

Det lyder jo besnærende og yderst demokratisk at befolkningen stemmer om, hvem der eksempelvis skal følge efter Barosso eller van Rompuy. Men det er det ikke, faktisk så langt fra.

Lad os se nærmere på nogle af de problemer der er forbundet med en sådan konstruktion. Allerede i forbindelse med Europaparlamentet tegner der sig nogle centrale problemer. De direkte valg til parlamentet opfattes af mange som et spørgsmål om hvor mange parlamentarikere, der vil kæmpe for danske interesser – hvad de så end er. Her ser det ud til at det politiske aspekt drukner i nationale hensyn. Det har den, politisk set, kedelige konsekvens, at partierne svækkes – i hvert fald i forhold til borgerne. Hvor danskerne er helt med på hvem Venstre er eller hvem de konservative er, så er der næppe mange der har styr på hvem ALDE-gruppen repræsenterer.

For god ordens skyld: ALDE er den liberale gruppe, hvor eksempelvis Venstre er tilknyttet.

Der mangler altså en helt simpel forståelse for de konkrete politiske sammenhænge – og det er ikke fordi danskerne er hverken dumme eller ignorante. Derimod er det en politisk konstruktion, der ligger lysår fra den danske politiske dagligdag. Liberal politik i europæisk perspektiv er virkelig ikke specielt sexet, når man  stedet kan diskutere juletræer i Kokkedal eller Doven-Robert.

Det leder direkte hen til det næste problem. Der er ikke et fælles sprog – det betyder i praksis, at politiske debatter bliver taget med deltagelse af de politikere man allerede kender – og i denne sammenhæng, er det de danske. Vi er altså slået tilbage til den første indvending om det nationale overfor det politiske.

De sproglige problemer betyder at det er helt umuligt at få etableret en folkelig debat, der rækker ud over egne grænser. Dels er sprogbarrieren uoverstigelig for de fleste almindelige mennesker, dels mødes man ikke i andre sammenhænge end ferie – eller måske i forretningssammenhæng.  Her er det som hovedregel de nyeste debatter fra hverken parlament, ministerråd eller kommissionen, der er på dagsordnen.

En simpel sprogbarriere betyder altså at en demokratisk debat bliver umuliggjort. Kun veluddannede der i forvejen  er internationalt orienterede og vant til at begå sig i internationale debatfora, kommer reelt til orde.

En tredje vigtig faktor er, det totale fravær af fælleseuropæiske medier. Netop dette fravær betyder at den interesserede dansker, litauer, bulgarer eller franskmand ikke har en fælles referenceramme for en politisk debat – dem der følger med i Euranet Danmarks produktioner kan ved selvsyn se den monumentale forskel på EU debatten internt i medlemslandene. Euranet er et af de få medienetværk, der faktisk har en anderledes dækning af de europæiske spørgsmål. Det er der så et par hundredetusinde danskere der får glæde af – men det er jo ikke noget der batter noget i forhold til en samlet politisk diskussion, der kan skabe et kvalificeret grundlag for et fælles EU-demokrati.

Dermed kan man havne i den situation, at det demokratisk set ret mangelfulde system, vi kender i dag. Er den bedste løsning: Det Europæiske Råd hvor stats og regeringslederne mødes og tvinges til at finde frem til eksempelvis en budgetaftale, folkevalgte i Europaparlamentet, der arbejder med ret begrænsede muligheder og embedsmandspolitikerne i EU kommissionen, der reelt sidder med den største  magt.

Det er den demokratiske udfordring for både EU og medlemslandene.

Universets Herre affyrede hovsa-missil

EU og Danmarks rolle i fællesskabet blev helt uforvarende hovedemnet for Venstres landsmøde i Herning. Det var bestemt ikke en del af drejebogen for det landsmøde, hvor Danmarks for tiden største parti, skulle hylde sig selv og samtidig endeligt gøre op med kontraktpolitikken. Nu skulle Venstre gøres mere liberalt, og der skulle fokus på lavere skatter som det eneste saliggørende middel til fremtidig vækst og velstand.

Men sådan gik det ikke!

Landsmødet skulle også bruges til at kåre EU-parlamentarikeren Jens Rohde som Venstres spidskandidat til Europa-parlamentsvalget i 2014.  Det blev i første omgang set som en formsag: EU parlamentarikere ligger ikke højt på den interne prestigeliste.

Jens Rohde, der tidligere har tituleret sig selv som Universets Herre i forbindelse med registreringen af private indtægts- og formueforhold, smed en klyngebombe ind på landsmødet. Sammen med formanden for den danske Europabevægelse, Erik Boel, offentliggjorde han en kronik i Berlingske, hvor der for alvor bliver langet ud efter EU-politikken. Danmark skal gå forrest når det gælder europæisk integration, en politisk union er nødvendig, der skal gøres noget ved de mange støtteordninger, herunder landbrugsstøtten, og Danmark skal være en del af forsvarsamarbejdet – herunder deltage i en fælles EU hær. Eller som Erik Boel og Jens Rohde skriver i kronikken: ” Det er hul i hovedet og et stort spild af ressourcer, at de 27 EU-lande har hver sit forsvar.”

Dermed havde Jens Rohde vist, at han ikke bare er et løsgående missil, men reelt et hovsa-missil. Den markante og på mange måder interessante kronik, er i direkte modstrid med Venstres EU-politik – i hvert fald den officielle udgave af den.

Konsekvensen var, at Jens Rohde blev så presset at han selv bad om, at kåringen af ham som spidskandidat til Europa-parlamentet blev udskudt et år. En ønske der omgående blev imødekommet, samtidig med at alle uden undtagelse forklarede, at de da ikke kunne se andre oplagte spidskandidater end Jens Rohde. Maden der netop var blevet undsagt og som havde måtte krybe i flyverskjul. Jens Rohdes parlamentskollega Morten Løkkegaard slog fast, at der i hans optik ikke var andre relevante kandidater end Jens Rohde. Venstres EU-ordfører Lykke Friis bakkede op og sagde at hun ikke kunne se, at der var noget i vejen for at Jens Rohde kunne vælges næste år. Venstres formand Lars Løkke Rasmussen bakker fortsat op om Jens Rohde – men slår samtidig fast at Venstre skal have en spidskandidat og ikke en debattør. Det sidste er ekstra interessant, da det vel netop er en politikers fornemmeste opgave netop at sætte vigtige debatter på dagsordnen.  Men altså ikke på den måde. I virkeligheden siger Lars Løkke Rasmussen: ”Kære Jens, det er sørme godt at du vil diskutere, men kunne du ikke godt finde noget andet at diskutere?”

Det kunne Jens Rohde sådan set godt, og derfor bliver han også kåret til næste år – med mindre altså, at der kommer en anden, der gerne vil diskutere det, som Lars Løkke Rasmussen synes er mest ufarligt for tiden.

Læs kronikken i Berlingske her

Indlægget er også bragt som en radiokommentar
DRs selvsving har selvfølgelig også en kommentar